For øjeblikket arbejder jeg med to forskellige udtryk:
Objekter, som er monteret i akrylkasser. Inspirationen er fra havet, naturen og byer og jeg arbejder i serier, som langsomt ændrer sig fra f. eks. Havet under mig, Horisonter og til Illusioner og Følsomme Blomster – og gobelinerne – der er store, også med udgangspunkt i naturen. Her arbejder jeg ligeledes i serier, men med meget længere tidshorisonter.
Jeg farver selv mit garn – hør, bomuld og silke, ikke så meget uld, da jeg vil have et let og åbent udtryk, hvor trådene jeg væver på også danner en struktur – og har derfor min egen farveskala.
Materialevalget i gobelinerne og objekterne har for mig ligheder. Både i gobelinerne og objekterne er det vigtigt for mig at der er nutidige garner eller tråde, ex japansk papirgarn, muretråden og opsplittede pakkebånd er eksempler.
Fotoet her på siden er et udsnit af en af mine objekter
Kunsten at overraske sig selv og gå nye veje – et portræt af væver Annette Graae
af Susanne Klose (offentliggjort i RAPPORTER nr. 2, 2016)
Det første møde
Første gang jeg mødte Annette Graae var i december 2015. Jeg havde tidligere set hendes værker, bl.a. på Sophienholm på udstillingen Danske Gobelinkunst i 2013, men nu fik jeg lejlighed til at hilse på hende i hendes eget hjem, hvor hun i dag også har værksted. Hjemmet er fyldt med hendes værker og jeg blev hurtig inspireret til at lave et portræt af denne skønne kvinde og meget dygtige og inspirerende kunstner. Annette fyldte 70 i december 2015 og hvad er så mere oplagt, end at bringe et portræt af hende i et af årets første numre af Rapporter fra den tekstile verden.
Nu hvor jeg har koblet værker og navn bliver jeg opmærksom på, at Annettes værk på udstillingen på Sophienholm, Himlen over mig, var et af de værker, der havde gjort et særligt indtryk. Det talte til mig på en eller anden måde, og i det øjeblik jeg så hendes værker i hjemmet, så fik jeg den samme følelse igen. Værket er senere blevet vist på udstillingsstederne Trapholt og Modern Danish Tapestry i St. Petersborg på Vinterpaladset
Læretiden
Annette er uddannet væver hos Kirsten[1] og John Becker[2] i 1964 og Jette Gemzøe[3] i 1964-1967. På spørgsmålet om hvorfor hun ikke færdiggjorde læretiden hos Becker kommer svaret hurtigt: ”Det var meget mere mig at være i København. Det var mere interessant. Jeg kunne ikke se mig selv gå rundt i Søllerød i 3 år. Jeg har et svendebrev, det er jo ikke noget man får i dag. Der er stof på svendebrevet. Man skulle kunne væve ALT. Mit speciale var gobelinvævning. Allerede som 16-17 årig opdagede jeg Hannah Ryggen,”[4] fortæller Annette og kommer hermed ind på den tidlige interesse for vævning. Samtalen drejer hen til en snak om ”tråd”. ”Det er noget vi ved noget om,” siger hun. ”Vi” er underforstået kvinder, og Annette fortæller, hvordan hun iagttager de store forskelle, der er på hendes små børnebørn, en pige og en dreng på 2 og 4. Annette fik muligheden for at blive hos Jette Gemzøe, da hun var udlært, men hun havde behov for at finde sig selv.
Værkstedet på Nørrebro/arbejdsfællesskab
Annette har i dag flyttet værkstedet hjem. I en længere årrække havde hun værksted på Nørrebro bl.a. sammen med væverne og tekstilkunstnerne Grethe Wittrock [5] og Vibeke Lindhardt [6]. Dengang boede Annette i Charlottenlund. Med tre piger i hjemmet var det vigtigt at have et sted at finde tid og rum til fordybelse. Det gjaldt om at tage et kæmpeskridt over alle bunkerne og komme ud af døren, som hun siger. Tid og ro til fordybelse fandt hun i værkstedet, hvor hun også fandt kollegaer. Fordybelsen er nødvendig og hun fortæller, at hun aldrig arbejder på to ting på samme tid. ”Jeg arbejder på en ting. Og på gruppe ting. Det er sådan jeg gør.”
Produktion og udvikling – at nå sine mål
Annette nævner flere gange, at det handler om at nå sine mål, at man bare må gå i gang. At hun når sine mål, det viser de mange udstillinger og solgte værker. Eksempelvis er værket Ishavet repræsenteret på The Central Museum of Textiles i Lodz i Polen[7]. Værket Devon blev i 1999 købt af Kunstindustrimuseet[8] og værket Syreregn blev købt af Statens Kunstfond i 1987. Annette fortæller, hvordan hun ofte kaster sig ud i projekter, hun ikke ved hvor ender. Det er sådan hun igennem årene har udviklet sin kunst. Senest med objekterne, kunstinstallationer i akrylkasser, med de skønneste vævninger og dimser og dutter fra naturen og værkstedet. De første udstillet i Kvindelige Kunstneres regi i Gjethuset i Frederiksværk i 2009. Og senere serien med titlen Havet under mig[9]. Dette værk bestående af 19 objekter samt gobelinen Krakeleringer hænger i Holbæk ret i Nævningeretssalen. Men på spørgsmålet om det er bæredygtigt, svarer hun: ”Nej”. Jeg er dog ikke helt enig, da flere dimser og dutter er ”leftovers” fra andre produktioner og når man ser objekterne, er det svært ikke at blive i godt humør. De taler til én, når de tager imod én i gangen. Man bliver nysgerrig og vil vide mere, se mere, høre mere. Annette fortæller, at hun er overrasket over, at hun i en høj alder har lavet objekterne. Det, til stadighed at kunne overraske sig selv og gå nye veje, viser for mig, hvor stor og alsidig en kunstner Annette Graae er. I løbet af dagen slår hun flere gange en stor og hjertelig latter op, og det er let at se, hvor det legende og sjove i objekterne, stammer fra. Annette er en varm, sjov og rummelig person og hjemmet vidner, ud over den store interesse for tekstiler, også om et stort og bankende hjerte for børnebørnene, der ofte kommer forbi. De findes i alle størrelser, fra blebørn til ham der har hjulpet med hjemmesiden. Og børn og de voksne børnebørn følger med i hvad hun laver og flere af dem, har hendes kunst i hjemmet. ”Fordi de gerne vil. Og det skal være det med det vævede, for jeg er væver, siger de”. Historierne vælter frem, efterhånden som vi betragter værkerne.
Naturen og værkstedet i sommerhuset
Naturen betyder meget for Annette. Mange legatophold har ført til de skønneste steder så som Lodz, Polen, 2007. Nuuk, Grønland, 2002. Pitlochry, Skotland, 1999. Lysebu, Oslo, 2002,1999. Yorkshire, 1995. Devon, England, 1998. Jotunheimen, Norge, 1994. Rom, San Cataldo, Italien, 1991. Det Danske Hus, Reykjavik, Island, 1987.
I sommerhuset på Sjællands Odde har hun også et værksted. Her fik hun den ide´ at spærene kunne indgå i den lodret stående væv, hvor konstruktion af væv og hus går op i en højere enhed. Det er her ved sommerhuset, hun finder mange af de sten og den tang hun har anvendt i flere af objekterne. Margrete Agger[10], der også er billedvæver og medlem af Danske Gobelinkunst, bor lidt længere ude på Odden og de to mødes ofte.
I dag væver Annette også ”sten”, dvs. hun hiver og trækker i trådene, så de vævede stykker former sig som sten. I 2010 fik Annette en invitation til udstillingen Laboratoriet i Officinet. Det var Garnindkøbforeningens dogmeudstilling, en vandreudstilling der siden blev vist på Silkeborg Kunstmuseum. Dogmekasserne bestod af hvide forskellige garner og hun fortæller, hvordan disse hvide garner i den grad har inspireret hende. I dogmekasserne var der 10 forskellige effektgarner, og så gælder det om kun at bruge det. Alt det MAN IKKE bruger, så som noget man bruger til bademåtter f.eks. skinnende tråde, der giver en effekt, og hun fortæller: ”Eftersom alle garnerne var hvide, hvilket kunne være lidt ferskt, så fandt jeg ud af, at hvis jeg på hestehårsgarnet skubbede den hvide spinkle bomuldstube-omvikling sammen, så fremstod farven sort i form af strittende sorte hestehår, hvilket henrykkede mig meget. Garnet fremstod ellers gråt og stift, det var fint nok, men opdagelsen var sjov”. Annette væver med en synlig trend. ”Becker brugte det også af og til,” og her taler hun om den synlige trend.
Annette er ikke bange for at bruge ordet ”stolt”. Eksempelvis over løsninger omkring udstillinger. Det er dejlig udansk, og hun har god grund til at være stolt.
Når arbejde bliver en livsstil og sygdom aldrig en hindring
Tidligere tegnede Annette altid forlæg til de store gobeliner med kridt, men er i dag gået over til akvarel.”Det gjorde jeg, da jeg blev syg af kræft, og ikke kunne væve.” På samme måde fylder objekterne også mere. Hun begyndte at fremstille dem i 2009 efter hun blev syg. Annette er rask i dag, og selv om sygdommen har sat sig sine spor i form af en arm, der ikke altid vil hvad hun vil, så kan intet stoppe hende. Hun er drevet af en nysgerrighed og siger selv: ”Så gør jeg det bare. Der skal være noget på spil.” En dag havde hun siddet og kigget på de sten, hun igennem årene har samlet og tænkte: ”Jeg må lave noget med de sten.” Og så gik jeg i gang. Det skal optage mig, det skal være stort. Jeg ved aldrig, hvornår jeg holder op. Det har jeg aldrig vidst. Jeg bliver ved med at arbejde, det er blevet en livsstil.” Hun viser mig et udkast til et nyt værk, en akvarel. Det er meget udførligt og vidner om stor præcision og meget velovervejede valg der træffes, før hun går i gang ved væven. På værkstedet er trenden sat op og de første spæde skridt er taget på et nyt stort værk. Inspirationen har hun fundet på turene over broen til Sverige.
Undervisning
Annette har også undervist i gobelinvævning i en årrække. Bl.a. har hun undervist handicappede og hun har haft børnehold og hold for unge og voksne. Det hele begyndte, da hun en dag mødte væveren Tove Heimann. Annette har nemt ved at falde i snak med folk, og hurtig var der kontakt. Tove Heimann underviste børn i billedvævning på egen væveskole, og Annettes børn blev også undervist af Tove. Annette husker også billedvæver og kunsthistoriker Ulrikka Mokdad [11] fra den tid.
Engagement
Annette er engageret i mange ting, bl.a. også Billedkunstnernes Forbund. Her arbejder hun i dag med vedligeholdelse og udlejning af legatboligerne i Berlin og Fanø til medlemmerne. De er et udvalg på 4, og det at være fair står højt på listen.
Enkelte gange hvor Annette har fremstillet store værker, har hun brugt Statens Værksteder for Kunst, hvor hun har haft mulighed for at se værkerne samlet. Men ellers arbejder hun udelukkende i egne værksteder. ”Jeg får stress af det” fortæller hun, og hentyder til de forholdsvis korte perioder af ca. 3 – 6 måneders varighed man kan arbejde på Statens Værksteder.
Annette synes ikke selv, at hun er god til at netværke, men som samtalen skrider frem, så er det måske i virkeligheden mere selve begrebet ”at netværke”, der griber forstyrrende ind i hendes verden. ”Det er selve ordet, jeg tager afstand fra,” siger hun. ”Der er noget mystificerende over ordet. Når folk siger, at de skal netværke, så tænker jeg, hvad er det de skal?” Hun udstyrer mig med en større stak kataloger fra udstillinger, hun har medvirket i. Katalogerne og fortællingerne viser sammen med det fyldige CV og hjemmesiden[12] at hun faktisk er vældig god til at netværke. At indgå i samarbejde med andre om projekter: udstillinger, bøger etc. Hun kan lide at ”lave noget sammen med andre”. Annette Graae står også bag bogserien Tekstilkunst i Danmark[13]. Hun var en af initiativtagerne til bøgerne. ”Vi lavede dengang bogen i Billedkunstnernes Forbunds regi. Vi ville lave et opslagsværk,” fortæller hun. ”Vi var ikke så mange,” underforstået tekstilkunstnere. Derfor kunne projektet lade sig gøre. ”Det skal være sjovt. Ellers havde jeg ikke gjort det”. Og det tænker jeg er en gennemgående ”trend” i hendes arbejde.
Udstillingen Billedsprog i billedvæv[14] på Gl. Holtegaard i 1992 var begyndelsen på at væverne udstillede sammen på rene gobelinudstillinger. Annette fortæller også hvordan Gina Hedegaard [15] har betydet meget for hende, bl.a. i forhold til udstillingen og kontakterne i Lodz i Polen.
Halvnorsk og halvvild – turen til Grønland og en fornemmelse for sne
Annette får hurtig talt sig varm, og under den skønne frokost hun hurtig fremtryller, fortæller hun, at hun er halvt norsk. ”Med alderen føler jeg mig mere og mere norsk,” siger hun. ”Husk nu, at du er halvvild, sagde min moster altid”[16]. Annette har i de senere år søgt at fortolke sne og is i sine værker. I studiet hertil, har hun været på legatophold i bl.a. Norge og i Grønland. ”Det er dem der hænger der,” siger hun og peger op på væggen i køkkenalrummet. Der er åbent op til kip i huset og det giver plads til de store gobeliner. En af hendes veninder sagde: ”Du skal da til Grønland.” Og her startede studiet af sne for alvor. Et studie i alt det hvide, der snart skulle vise sig også at være både turkis og sort. Annette fortæller, at hun var på Grønland i april måned, hvor alt stadig var dækket af metervis af sne. Det var forår, sagde grønlænderne, og hun tænkte: ”Hvordan ved de det?” Fugleflokkende viste ”vejen”. Annette fortæller, at hun i gobelinerne er gået væk fra det figurative og i dag er mere interesseret i grafikken, geologien og naturen.”Jeg fløj over indlandsisen, og så de blå farver skifte. Jeg oplevede et stort hvid-gyldent Nordlys. Jeg boede i den øde museumsby i Nuuk.” Hun fortæller, at hun var helt alene. Og de mange skitser, der også kan ses på billederne på hjemmesiden, vidner om meget tid og ro til fordybelse og arbejde.
På spisebordet i det store køkkenalrum er der rester af glimmer fra en fødselsdagsmiddag. ”Vi havde indisk tema,” fortæller hun. ”Det er nok fordi, jeg er født på den tid jeg er.” Annette er født 30. dec. 1945, og i efterkrigsårene var der ikke meget glimmer at spore nogen steder.
Om tidligere produktioner og udstilling på Designmuseum Danmark
Tidligere har Annette lavet serien Dæmoner Blå, Rød, Hvid og Sort der bl.a. var udstillet i Stensalen på det der i dag hedder Designmuseum Danmark. Oprindelig ville hun have lavet en serie der hed Engle og dæmoner, ”men jeg kunne ikke lave engle,” fortæller hun. Det fører os over i en samtale om sneengle, at stå på ski og igen det at være halvnorsk og føle sig tryg ved at blive behandlet for kræft i Norge. ”I fremtiden ønsker jeg at udstille i Norge,” fortæller hun.
Annette er også repræsenteret på Designmuseum Danmarks nye permanente Mode- og tekstilsamling[17], med værket Devon. Værket er inspireret af et længere ophold i England i 1998, hvor hun opholdt sig i 8 måneder sammen med sin mand, oversætter Claus Bech.
Værkerne er ikke politiske, og så alligevel. F.eks. har hun ladet sig inspirere af syreregn. En serie har hun kaldt Fuglenes veje, og inspirationen var Tjernobyl. Ligeledes forholder Krakeleringer sig til vores truede natur.
Mange gange er tavlen blevet visket ren. “Det jeg har villet, har jeg gjort. Grønland blev min nye palet.” Med Dæmonerne skete der et skred.
Litteratur- og kildeliste
Graae, Annette; Kornerup, Ann Mari; Nevers, Jette; Ørum, Anette (red.)(1987)Tekstilkunst i Danmark 1960-87, Borgens Forlag
Graae, Annette; Tolstrup, Lisbeth; Ørum, Annette (red.)(1999)Tekstilkunst i Danmark 1988-98, Borgens Forlag
Graae, Annette; Hinz-Berg, Ellis (red.)(2009)Tekstilkunst i Danmark 1998-2008, Borgens Forlag
Jalander, Tine (2011) Gemzøe, Christian Ejlers´ Forlag
http://www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Kunst_og_kultur/Kunsth%C3%A5ndv%C3%A6rk/V%C3%A6ver/John_Becker lokaliseret 19-1-2016
http://www.kvinfo.dk/side/597/bio/28/origin/170/ lokaliseret d. 19-1-2016
http://www.annettegraae.dk/ lokaliseret d. 13-1-2016
http://www.grethewittrock.com/ lokaliseret 14-1-2016 – Tekstilkunst i Danmark 1998-2008
http://www.vibekelindhardt.dk/ lokaliseret 14-1-2016 – Tekstilkunst i Danmark 1998-2008
http://www.annettegraae.dk/Objekter/ lokaliseret 14-1-2016
http://www.margretheagger.dk/ lokaliseret d. 19-1-2016
http://www.muzeumwlokiennictwa.pl/muzeum?lang=en lokaliseret 19-1-2016
http://www.danskekunsthaandvaerkere.dk/kunsthaandvaerker/gina-hedegaard-nielsen lokaliseret d. 14-1-2016
http://designmuseum.dk/samlinger/tekstil-og-dragtsamling lokaliseret d. 19-1-2016
Kataloger:
Billedsprog i billedvæv, Nordjyllands Kunstmuseum 2001 – Sophienholm 2002
Modern Danish Tapestry, Exhibition Catalogue, 2015
[1] http://www.kvinfo.dk/side/597/bio/28/origin/170/ lokaliseret d. 19-1-2016
[2] http://www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Kunst_og_kultur/Kunsth%C3%A5ndv%C3%A6rk/V%C3%A6ver/John_Becker lokaliseret 19-1-2016
[3] Jalander, Tine (2011) Gemzøe, Christian Ejlers´Forlag
[4] norsk væver
[5] http://www.grethewittrock.com/ lokaliseret 14-1-2016 – Tekstilkunst i Danmark 1998-2008
[6] http://www.vibekelindhardt.dk/ lokaliseret 14-1-2016 – Tekstilkunst i Danmark 1998-2008
[7] http://www.muzeumwlokiennictwa.pl/muzeum?lang=en lokaliseret 19-1-2016
[8] I dag Designmuseum Danmark
[9] http://www.annettegraae.dk/Objekter/ lokaliseret 14-1-2016
[10] http://www.margretheagger.dk/ lokaliseret d. 19-1-2016
[11] Tekstilkunst i Danmark 1998-2008
[12] http://www.annettegraae.dk/ lokaliseret d. 13-1-2016
[13] Graae, Annette; Kornerup, Ann Mari; Nevers, Jette; Ørum, Anette (red.)(1987)Tekstilkunst i Danmark 1960-87, Borgens Forlag
Graae, Annette; Tolstrup, Lisbeth; Ørum, Annette (red.)(1999)Tekstilkunst i Danmark 1988-98, Borgens Forlag
Graae, Annette; Hinz-Berg, Ellis (red.)(2009)Tekstilkunst i Danmark 1998-2008, Borgens Forlag
[14] Billedsprog i billedvæv, Nordjyllands Kunstmuseum 2001 – Sophienholm 2002. Initiativtagere til udstillingen var Margrethe Agger, Jette Erlandsen og Annette Graae
[15] Væver og redaktør på Rapporter fra tekstilernes verden http://www.danskekunsthaandvaerkere.dk/kunsthaandvaerker/gina-hedegaard-nielsen lokaliseret d. 14.-1.-2016 Tekstilkunst i Danmark 1998-2008
[16] Annettes moster er norsk
[17] http://designmuseum.dk/samlinger/tekstil-og-dragtsamling lokaliseret d. 19-1-2016
Tre forskellige værksteder har jeg arbejdet på
Af Annette Graae
Jeg arbejder hjemme nu og har gjort det i 3 år, fordi jeg er flyttet til Allerød efter mange år med bopæl i Charlottenlund i en lejlighed. Dengang arbejdede jeg i fællesværkstedet Tex 5C på Nørrebrogade. Kollegerne, frokosten, hvor mange ting blev diskuteret, København lige udenfor døren, det kan jeg til hver en tid savne, men i stedet har jeg nu mulighed for at arbejde på alle tider af døgnet – ingen transport – jeg kan gå ud på bare tæer om morgenen, naturen er nærværende på en ny måde. Alt sammen noget nyt, som særlig afsætter sig i mine objekter, en anden side af min interesse for det tekstile. Jeg undersøger de materialer som jeg væver med – plus nogle flere – selvfølgelig. For mig hænger objekterne og gobelinerne sammen på en logisk måde
Grønlandsserien er slut med Himlen over mig – tror jeg – og en ny som jeg ikke taler om, fordi der endnu ikke er et færdigt arbejde at tale om – er begyndt.
Før tiden på Tex 5 C, delte jeg værksted Med Charlotte Schrøder Dorph i Charlottenlund, og Kari Guddal i fællesværkstedet Pernittengryn også på Nørrebro.
5. oktober 2015
Tekstilkunst i Danmark – en opslagsserie
Af Annette Graae
I 1986 var vi en gruppe vævere der fik den ide at vi skulle lave et opslagsvært, som udkom hvert tiende år. Vi henvendte os til Borgens Forlag, som var med på ideen alle tre gange. Hvert tiende år udkom bogen med ca. 150 tekstilkunstnere, der alle havde gjort sig bemærkede i tiåret på relevante udstillingssteder. Det var således ikke de samlede udstillinger som den enkelte kunstner havde lavet i løbet af livet, men kun de udstillnger som var sket i tiåeret, som var vurderingsgrundlaget.
Det kom til at betyde at vi blev bemærket som gruppe på en helt ny måde, og bl. a. optagelsen i Weilbachs Kunstnerleksikon blev et resultat. Arbejdsgrupperne skiftede fra bog til bog, og jeg har været en gennemgående figur.
Forløbig har vi udgivet Tekstilkunst i Danmark 1998 – 2008 og 1988 – 1998 og 1960 – 1987. Alle tre opslagsværker har de samme ydre mål – seriepræget skulle understreges, men ellers er opbygningen indeni forskellig.
Betingelserne for at være med er, at man skal kunne blive optaget i Billedkunsnernes Forbund, hvis man vil, dette blev bestemt for at have retningslinier at vurdere ud fra. I bøgerne er der artikler, CV, portrætter, og farvefotos af de enkelte kunstneres arbejder.
Den første bog var ret nem at få til at blive til noget, det var jo nyt, men at overbevise de forskellige fonde osv. om at der var tale om en serie ved bog nummer to – når der kun var udgivet en bog – var en opgave! Ved bog nr. tre var det tydeligere, at her er et opslagsværk, som skal komme hvert tiende år.
Det har været en fornøjelse for mig at have været med til udgivelserne, og se at et projekt, som er udtænkt for så lang tid siden, stadig er vigtigt og eksisterer. Borgens Forlag var en uvurderlig støtte i dette arbejde.
5. oktober 2015
Billedsprog i Billedvæv Gl. Holtegård 1992
Af Annette Graae
På et tidspunkt tænkte jeg over, at jeg aldrig havde set en udstilling med udelukkende billedvævere, vi udstillede altid med malere eller kunsthåndværkere, hvad ville der ske, hvis vi koncentrerede os om os selv som vævere? det føltes som en satsning, som skulle undersøges: Ville det blive meget uldent og tungt! Jeg henvendte mig til Margrethe Agger og Jette Erlandsen, begge gobelinvævere med et kraftigt og personligt udtryk. Vi inviterede 6 gobelinvævere alle med helt forskellige personlig udtryk, og gruppen bestod derefter af Margrethe Agger, Helle Baslund, Anne Bjørn, Anet Brusgaard, Jette Erlandsen, Annette Graae, Ane Henriksen, Berit Hjelholt og Hanne Skyum. Vi fik en udstillingsperiode på Gl. Holtegård i 1992.
Udstillingen blev vanvittig flot, Alle havde tre – fire gobeliner med, og Jette Erlandsens rum blev præmieret for en flot ophængning af Statens Kunstfond. Jeg vil påstå at denne udstilling var banebrydende, og at Dansk Gobelinkunst opstod i kølvandet på den i 1996 på Kunstindustrimuseet.
Dansk Gobelinkunst var på 30 personer, og det gav derfor ikke nogen mening at udstillingen Billedvæv i Billedsprog fortsatte, fordi vi alle ni nu var repræsenteret begge steder, og vi konkurrede således med os selv om fondsstøtte osv.
Billedsprog i Billedvæv udstillede desuden på Nordjyllands Kunstmuseum 2001 og Sophienholm 2002
5. oktober 2015
Rejsen til England og Dæmonerne
Af Annette Graae
Jeg har ændre mit billedsprog gennem årene. I begyndelsen vævede jeg grovere med bl. a. sisal, stofstrimler og det jeg kalder effektgarner, som kunne bestå af plastikpakkegarn og metaltråde. Farverne var voldsommere, og for at komme et størrelsesforhold ind i billedet så befolkede jeg dem ind i mellem med bitte små mennesker ( eks. Forandringer og Teaterpladsen).
På et tidspunkt kom jeg på den tanke, at jeg ville se hvem de var, jeg ville væve dem i fuld størrelse.
Jeg forsøgte mig først med engle og endte med at væve 4 store dæmoner hver 230 høje og 50 brede.
Mit liv var på det tidspunkt lidt i opbrud, fordi min mand og jeg havde besluttet at bo i England i et lille år. Vi tog afsted uden at vide, hvor vi skulle bo, og jeg havde derfor undersøgt, hvordan nomaderne vævede deres tæpper – jeg følte mig lidt som en nomade! Dæmonerne blev herefter vævet enkeltvis således at jeg nemt både kunne klappe den simple væverammen sammen og rulle vævningen på vævepindene.
Det fungerede fint, vi endte i en sød lille by Otterton på sydkysten og jeg skaffede mig “værkstedsplads” i nogle måneder i genboens toetagers sommerudlejningshus – det var efterår.
Problemet i den lille smukke stråtægte by var, at der var meget lavt til loftet, og jeg kunne derfor ikke væve hjemme. I genboens toetagers hus kunne jeg stå i trapperummet med min udslåede væveramme på 3,5 m. Senere da vi flyttede til Sidmouth, var mit værksted i et partytelt på midten af terrassen – og – mellemgangen til garagen, hvor der var den eftertragtede højde.
I England regner det, og det kan også være koldt, det var en rå arbejdsplads.
Dæmonerne blev i høj grad påvirket af England, og på et tidspunkt blev jeg spurgt om, hvordan jeg turde væve dæmoner. – Det turde jeg godt – jeg havde læst om både græske og latinske dæmoner, og vidste at de havde en del til fælles med: engle!
Forfatteren A.S. Byatt, som interesserer sig indgående for kunsthåndværk, havde set den første udstilling Dansk Gobelinkunst viste i 1998, og hun beskrev flere af værkerne i bogen Ovid Metamorphosed, redigeret af Philip Terry 2000. Hun beskrev værkerne af Kari Guddal, Libeth Graem, Grethe Balle, Hanne Skyum og mig i essayet Arachne på side 155 – 156 (hele essayet er fra side 131 – 157)
Efter denne udstilling med 4 dæmoner i overstørrelse, besluttede jeg mig til at begynde forfra. Dæmonerne blev en slags punktum. Jeg ville nu væve hvidt og i en tyndere åben kvalitet, og tog til Norge på Lysebu, hvor jeg en vinter i 14 dage tegnede snelandskaber: Skitserne til Sort på Hvidt, er tegnet på Lysebu, og blev senere til serien Sort På hvidt, der beståraf 7 gobeliner.
5. oktober 2015
Katalogtekst til gobelinerne Sort på Hvidt V- VI, af forfatteren Asger Schnack 2002
Let som det i livet, der nok bærer på belæg og bevis, men som har lagt det bag sig. Let som spor, spirende afkast fra en vandring jorden rundt. Ja, ja, månederne taler det skal nok være blade eller bliktrommer , det skal nok få sagt hvad det vil. Tæt på er det en fortælling, længere borte rider hestene i en anden. Man skulle tro at det var vikinger eller en krig mellem modsætninger. Og hvem kan så ikke være med? Hvem kan så ikke stå med sine skjolde og huje ad de forbiridende forbifygende? Ro fik jeg først da jeg forstod at livet fattes på flere planer. Og det fortsætter, det har ikke i sinde at holde op. Først når noget springer. Noget, der er bundet fast højt oppe. Som om to fortællinger ikke kunne fortælle hinanden. En tynd tragedie vælger en komponist med fingre som flagrende nætter. En ansigtsåbning, jeg forsvinger ind i med mit køkkentøj, min drøm om et forsvar til lands, til vands, i den fortonede luft, hvor skygge detonerer og skimtes taktilt.
Katalogtekst af Forfatter Peter Seeberg 1987
Annette Graae kan væve præcist og minutiøst i det lille format og med en næsten emaljeagtig pragt i farven, studievævninger kunne man kalde dem, studier til hendes store velforberedte vævninger. Her træder den robuste struktur frem, den tykke tråd, der får en til at tænke på sejlgarnsvanter til at skrubbe ryggen med, men formuleret i en grafisk teknik, der holder den store flade sammen og giver den dybde og markeret reliefvirkning.
Motiverne: Omrids af figurer i ro eller i en tumlende bevægelse, en grund af landskab, en byhorisont, fugle i flugt, er fattet i en forenklingsstyrke, der får en til at tænke på modernistisk og personlig mytologi. Med vævekunstens langsomme frembringelsestempo antydes der på lang sigt en suite, en cyklus, en serie eller en betydningsfyldt forskydning i motivernes tyngdepunkter. Dynamisk gentagelse.
I Annette Graaes billedtæpper ledes man ind i nyt, men ikke fremmed land, helt selvfølgeligt og nærværende. Peter Seeberg.
Politiken Kunsthåndværk 31.-8. 1987. Anmeldelse af Jonna Dwinger
T0 gange Annette
Billedtæpper og små tekstil-collager
Vævede tekstiler. Nikolaj, øvre galleri, til 20. september. 1987.
Med denne sensommerudstilling i Nicolaj – atter et af museumsstrejkens ofre – markerer de to billedvævere Annette Graae og Anette Ørum sig så stærkt, at det er lige før man tør bruge den tyngende glose, et gennembrud. Nok har de begge to været med på Charlottenborgs Forårsudstilling fra 70´erne, og deltaget i adskillige gruppe-udstillingen rundt om i landet. Et par gode bidrag her og der. Men det er først nu, vi her i København får muligheden for at se et så fyldigt udvalg af Annette og Anettes store billedtæpper, og små tekstilcollager, at deres talents styrke og deres håndværksmæssige bonitet virkelig kan værdsættes. De markerer sig overbevisende her i Nikolaj.
Annette Graae(tidligere Annette Mik-Meyer ) koncentrerer sig i sine billedvævninger om mennesket af i dag – om menneskets lod. Der er noget jaget, forfulgt, over de groft opridsede skikkelser, (ikke ulig Svend Wiigs), der sommetider har følge af fugleflokke. Et varsel med mytologiske overtoner. Annette Graae arbejder med så grove garner, at det på afstand kan se ud som opstrimlede klude, og hendes farver er stærke og flotte. Man bliver grebet af det foruroligende budskab, Annette Graae konfronterer os med.
De store, rolige flader i Anette Øroms natur-inspirede billedvævninger er en fin kontrast her til. En lise for sjælen, og også for øjet. Jeg er helt betaget af hendes store ørkenbilledtæppe, hvis stilhed brydes af få og små spor af mennesket, eller er det planter? Hun har malet på et par af de vævede billeder, som hun kalder `Glæde over Landskabet´, – en rammende titel – for sådan aflæses hendes dybe følelse for den stille natur netop af en tilskuer. Hvor er det fint gjort.
At Anette Ørom Har gået på Akademiets malerskole i 6 år, før hun begyndte at væve sine billeder og collager kan ikke overraske. Hun er både maler og væver, -men hvad hendes små tekstil-palmer er udover fascinerende , ved jeg ikke.
Merete Zacho er også med på denne tekstil-udstilling. Hendes billedtæpper rummer så mange modstridende elementer, at indtrykket nærmer sig forvirring, hvor i mod hun i sine papir-folde-billeder er absolut geometrisk og stram og logisk. Jonna Dwinger.
Politiken Kunsthåndværk 24. – 10. 1993. Anmeldelse af Jonna Dwinger.
Glimmer og drama
Forskellige vævere i Rundetårn
Rejsebilleder. Merete Zacho, Papirmalerier og Annette Graae, billedvævninger.Rundetårn, Købmagergade 52A, K
Det kan være et handikap at skulle udstille i et vidunderligt smukt rum – og det er Trinitatis-salen med indgang fra Rundetårn – for det kræver noget, det svarer igen. Men på fineste måde har de to tekstilkunstnere, Merete Zacho Og Annette Graae, delt den prægtige store sal med de harmoniske proportioner og det blide lys.
Det er to væsensforskellige kunstnere, vi møder, og Merete Zacho har fået overladt al vægpladsen i rummet. Hun er den raffinerede, kølige æstet, der indfarver sit grove papir i forfinede, lette farver, maler på det, trykker på det, ind imellem folder det. Og hun elsker guld og sølv, alt hvad der glimter, og med metallets anstrøg af det opulente, bryder hun ofte det strenge abstrakte mønster af trekanter og firkanter, der er fundamentet i hendes billeder. Hvad Merete Zacho viser os, er først og fremmest yderst dekorative papirbilleder. Hun søger og finder den æstetiske nydelse.
Annette Graae, derimod, er en ildsjæl, et menneske, der oplever intenst og vil give sine visioner videre, koste hvad det vil. Hendes billedvævninger er fulde af kamp. Hun har fået overladt det store gulvareal, og her hænger vævningerne med store mellemrum. I den dramatiske serie på tre billedtæpper, ´Forandringer i natten` går et trappe- og stigemønster igen i flere variationer, – Himmelstigen måske? – Vi aner personer på vej ind og ud af et skræmmende mørke. Er det kun mig der tænker på Macbeth?
Så er der anderledes glæde og ro over de to Atrani billedtæpper, hvor – mener jeg – vi i Atrani I aner den fantastiske bikube af en by mellem bjergene og med havet bagved. Men måske – måske er abstraktionen, Atrani II med de mange italienske solskinsfarver i nuancer fra rosa og rød over gul og og gylden et mere intenst kunstværk. Selv i Annette Graaes Fatamorgana billedtæppe med et palmemotiv er der et engagement, en Kraft, der pisker os. Annette Graae har med denne udstilling manifesteret sig ikke blot som en væver, der forstår at ruske i os med et engageret og dramatisk budskab. Hun har placeret sig som et af landets meget væsentlige billedvævere. Jonna Dwinger
Politikken. Kunst. 17. september 1999. Anmeldelse af Jonna Dwinger
Gobeliner i sneen
Væveren Annette Graae spiller sikkert og effektivt på de hvide garners mange nuancer og struktur
Træer og Dæmoner, skitser og gobeliner af Annette Graae. Stensalen, Kunstindustrimuseet, bredgade 68, K.
Annette Graae væver sine gobeliner både af garner og indimellem også optrevlede, pepitaternede stofrester og frugttræsnet, men altid – altid vælger hun materialer, der appelerer til hendes hænder. Og når hun kun sjældendt bruger uld, men foretrækker papirgarn, pakkebånd og andre mere dagligdags produkter som viscosebast, er det på grund af deres sprødhed, og ikke fordi hun er imod uld som sådan.
Det er en god lille udstilling hun har sammensat til Stensalen, en , der viser flere facetter af hendes tallene, og Norge i sne spiller hoverollen. Norge med vinterhimmel og jord skilt fra hinanden af en smal lysende solstribe. Annette Graae har været på Lysebu, og de træer som altid har fascineret hende og været et tilbagevendende motiv i hendes vævninger, er i de to væsentlige gobeliner kun blevet til skelletagtig , mørkefragmenter i en horisontal, hvid sne- og evigheds- abstraktion. Hun spiller sikkert og effektivt på de hvide garners mange nuancer og struktur, på det blanke og skinnende og matte. Dette er en helt ukendt side af Annette Graae, og den må hun gerne videreudvikle.
Vi genkender hende derimod i det smukke , velkomponerede Ny Dag- arbejde med omridset af et sort træ sat op mod en blå baggrund, og af det motiv er der flere små varianter. Intense, fine. Men de er ikke, som vi kunne tro, skitser til den store gobelin, tværtimod en opsummering, et koncentrat af de indtryk, som væveren har lagt til grund for den store gobelin, hun netop har gjort færdig – og dog ikke kan løsrive sig fra.
På Kunstindustrimuseets store gobelinudstilling deltog Annette Graae med en komposition, bestående af fire smalle vævninger, hvis navn – og motiv – var dæmoner. De er siden købt af Tale- og Høre instituttet i Hellerup, og dem får vi også at se igen i Stensalen. Men det er nu synd for dæmonerne at de i det lille udstillingsrum er blevet skilt fra hinanden, for det ligesom svækker deres kraft. Jonna Dwinger